Hvordan taler du med dit barn om døden?

I hverdagens små begivenheder kan børn opleve at et liv ender.

På en ferie, da min søn er omkring 3 år, flyver en lille sangfugl ind i en vinduesrude. Der lyder et dump og fuglen basker fortvivlet rund om sig selv på terrassen. Vi tager den forsigtigt ind og lægger den på det bløde gulvtæppe i stuen og venter på, at den skal komme sig og flyve videre. Det sker desværre ikke. 

Jeg prøver at forberede min søn på, at den lille fugl ikke kommer til at flyve igen fordi den er svært kvæstet. Det er første gang, at min søn bliver konfronteret med ulykke og død. 

Min søn er for lille til at forstå, hvad døden handler om, og min noget uklare forklaring om, at fuglen ikke kan leve, forstår han selvfølgelig ikke. Efter at have sunget en lille sang (fødselsdagssang) for fuglen, går min søn med sin far ned til stranden. Jeg venter med at gå, til fuglen er død.

Vi taler kun ganske kort om den lille fugl efterfølgende.  Det bliver en simpel og beroligende forklaring – at fuglen fløj og forsvandt op i fuglehimmelen.

Og så snakker vi ikke mere om fuglen. Livet går videre …

Er morfar død?

Med 14 dage dages mellemrum dør oldemor og morfar. Morfar har været syg i meget lang tid. Oldemor dør lige pludselig. Det er en voldsom oplevelse for os som familie, men især for min søn som på det tidspunkt er blevet 9 år.

I den bedste mening og tro på, at det er en hjælp for ham, får han får lov til at se sin morfar ligge i åben kiste inden bisættelsen. Vi er en lille flok familiemedlemmer tilstede, hvoraf nogle er børn, der er lidt ældre end min søn. Et af børnene er glad for at se sin morfar en sidste gang. Men det bliver ikke en god oplevelse for min søn. Den er alt for voldsom og han er påvirket i lang tid efter begravelsen. 

Det kom helt bag på mig, hvordan en død person forandrer sig i løbet af en uge! Hvis jeg havde vidst det, ville jeg selvfølgelig have sagt nej til at min søn skulle se sin morfar ligge i kisten.

Min erfaring er, at børn godt kan lære, hvad der sker, når et familiemedlem går bort. Men det er meget vigtigt at dosere informationerne i forhold til det enkelte barn og dets alder. Barnet kan blive påvirket i sådan en grad, at snak om døden ender i angst og mareridt. 

Et farvel der blev anderledes 

Da farfar dør, er min søn fyldt 16 år. Han er med sin far på sygehuset for at besøge farfar. Det betyder meget for ham at besøge sin farfar og se ham en sidste gang. Farfar dør kort tid efter.

Til begravelsen er min søn nervøs og utryg ved situationen. Han har kvalme. Vi sætter os yderst i en af bænkerækkerne i kirken, så han har mulighed for at gå, hvis det hele bliver for meget. Det hjælper, at hans tante, som sidder i rækken foran, tager hans hånd og holder den. Efter ceremonien går de sammen op til kisten for at skrive en hilsen til farfar på kisten.

Børnene er ivrige og glade for at få lov til at tegne og skrive på kisten. De fine tegninger og beskeder gør, at hele stemningen bliver alt andet end tung og trist. 

Efterhånden som børn og voksne bliver færdige med at tegne og skrive, forlader de kirken. Det gør også en stor forskel, at kisten bliver stående i kirken – det virker roligt og udramatisk sammenlignet med at se afdøde blive kørt væk i en rustvogn. 

Det bliver en god og positiv oplevelse for min søn (og os forældre) – en oplevelse, han helt sikkert kan tage med sig, når han på et andet tidspunkt skal til en begravelse.

Det er så vigtigt, at vi forældre tager ansvar for, at en begravelse bliver en god oplevelse for vores børn – med alt hvad den indebærer af sorg og savn. Vi skal blot skåne vores børn for unødig ængstelse.

Du må stille dig spørgsmål som:

  • Hvor tæt knyttet er mit barn til afdøde?
  • Hvor optaget er mit barn af det, der sker?
  • Hvad er nødvendigt / godt for mit barn at vide i forhold til døden?

Det går først op for børn i fire-femårsalderen, at morfar ikke vågner op igen. Det er op til den enkelte familie at finde ud af, hvor meget og hvad man vil sige som forklaring. Nogle forældre vælger at f.eks. at sige, at mormor er en stjerne på himmelen, og at morfar sidder på en sky og kikker ned. Det er forklaringer, børn i den alder kan forstå. 

Nogle børn er modne nok til at kunne klare at komme med til begravelse. For andre kan det være bedre at lade være.

Lad mig hjælpe dig med at forstå og tale med dit barn på autisme-spektret – også om de svære ting. Book tid i min kalender eller skriv til mig på mail. Jeg glæder mig til at høre fra dig!

/Karin Bonnesen